Døden er da noget, vi taler om!

Da jeg mistede min datter, og vendte tilbage på arbejde, var der larmende tavshed på den ene musikskole. Ikke fra mine elever. Stort set alle børnene, og de par voksne elever jeg havde, spurgte hvordan det gik, hvad der var sket eller sagde noget sødt og kærligt til mig. Men mine kollegaer forholdt sig tavse, og det eneste jeg havde brug for var at fortælle min historie igen og igen og igen ……..

Uddrag fra kapitlet “Sorgprocessen” fra bogen “Toner fra sjælen”:

“Et stort problem i den tid var, at mine kollegaer på den ene af de to store musikskoler, hvor jeg underviste, ikke turde tale med mig om mit tab.
Forstil dig, hvad det gør ved den ensomhed, man allerede er i. Den arbejdsplads, som jeg var mest glad for, hvor vi var ”venner”, havde holdt de vildeste fester, mens vi var unge, og havde et supergodt fællesskab, de sagde IKKE et ord til mig. De kiggede med store forfærdede øjne fulde af medlidenhed på mig, men der kom ikke et ord over deres læber. En sukkede højt og deltagende hver gang, jeg mødte hende på trappen. Til sidst tænkte jeg, at JEG blev nødt til at hjælpe DEM på trods af, at jeg intet overskud havde. Jeg skrev et brev til alle, hvor jeg forklarede, at jeg ville blive utroligt glad, hvis de bare ville spørge mig, hvordan jeg havde det, og
for mig ville det være helt i orden, hvis jeg kom til at græde. Tavsheden forblev larmende. Den eneste, som gjorde, at jeg ikke knækkede helt, var den sødeste kontordame, som blev ved og ved, uge efter uge, at spørge mig, hvordan det gik.
På den anden musikskole, hvor jeg aldrig rigtigt havde følt noget fællesskab, blev mine kollegaer – også dem, jeg ikke snakkede så meget med – ved med at spørge ind til min sorg. Det vigtigste i en sorgproces er at få lov til at fortælle historien igen og igen.”

I sidste uge spillede jeg koncert med en mand, jeg har kendt, siden jeg var 12 år, men som jeg ikke har set i mange år. Han havde været inde på min hjemmeside www.sjælens-tone.dk , og på et tidspunkt hvor vi holdt pause, sagde han: “Har du lyst til at fortælle, hvad der skete?”

Det satte efterfølgende gang i en masse tanker, om hvordan vi møder et menneske i sorg. Der er så meget tabu om det at tale om døden og sorgen. Mange undgår ligefrem et menneske, der er i dyb sorg, for hvad skal man dog sige, og hvad nu hvis vedkommende begynder at græde??? Hvad gør jeg så?

I virkeligheden kan det gøres meget enkelt og lige til, som jeg blev spurgt den aften. “Har du lyst til at fortælle, hvad der skete?” Mere skal der ikke til. For en ven/veninde, søster, bror, kollega eller hvem det nu er, der har mistet et kært menneske, har SÅ meget brug for at fortælle sin historie MANGE gange, og du vil med dit kærlige spørgsmål være en stor hjælp i sorgprocessen.

Det andet rigtig mange er bange for er tårerne! Hvad nu hvis han/hun begynder at græde? Ja så kan det være du lige bliver nødt til at ae lidt på kinden eller give et kæmpe knus, uden du behøver sige noget. Måske fælder du også selv en lille tåre, og ville det være så forfærdeligt? Nej vel. Det vil blot bringe jer endnu tættere sammen, og gøre jeres forhold endnu stærkere.

Lad os alle være med til at bryde tabuet om døden, sorgen og smerten. Tal med de mennesker du møder på din vej.

Du er hjertelig velkommen til at kommentere på mit oplæg eller stille spørgsmål.

Bærer du på en sorg, ny som gammel, du ønsker forløsning og healing af? Så er mit minikursus “Har du mistet et kært menneske” noget for dig. Du kan læse meget mere her: https://www.lumant.dk/kurser/har-du-mistet-et-kaert-menneske?referral_campaign=instructor&referral_source=link

Ønsker du at modtage en smuk og hjerteåbnende lydfil i din indbakke, som hjælper dig til mindre stress, giver glæde, energi og kærlighed, ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev her: https://sjaelens-tone.us1.list-manage.com/subscribe?u=7f9e4b65fac1550bf899e51e6&id=6c91d84e20