Husker du at skabe plads til dig selv?

Kender du til det her med at sætte dig selv ALT for meget til side?

Jeg har, siden jeg var barn, været en læsehest, men da jeg selv fik børn, holdt jeg stort set op. Når man har små børn, så er man jo nærmest på hele tiden, og når de endelig sov (ok det gjorde de altså senest kl 20.00), så kollapsede jeg foran flimmerkassen.

Da de blev lidt større, kom jeg så småt i gang igen, men det der med hele tiden at blive afbrudt af en, som skal have hjælp til det ene og det andet, gjorde, at jeg kun læste krimier. De er lettest at gå til og fra – synes jeg.

År senere besøgte jeg en coach/behandler, som sagde til mig, at nu skulle jeg til at skabe mit eget “rum”. Jeg var nødt til at fortælle mine børn, at når jeg gik ind i mit arbejdsværelse og lukkede døren, så skulle de IKKE hverken banke på eller komme ind. Så havde jeg alenetid! Det var starten på at vende tilbage til Trine – eller rettere en ny Trine, som stadig er i udvikling, som har brug for stilhed, for at kunne tænke tanker og udvikle nye idéer og tiltag.

Husker DU at tage din plads, dit frirum, så du kan høre, hvad du selv tænker, mærke din intuition og høre hvad den fortæller dig? At se muligheder, udvikle sig og gå nye veje, kræver at vi kan høre og mærke os selv og vores sjæl.

Og hvorfor skriver jeg nu alt dette? Fordi jeg lige har sat mig selv mindst 20 skridt tilbage. Billedet er af “mit” hus, som er i gang med en gennemgribende renovering, og det betyder, at jeg er midlertidigt genhuset i et meget lækkert og nyrenoveret hus. Det er jo en fantastisk, MEN grunden til, at det er mange tilbageskridt, er, at jeg ikke har mit eget værelse. Jeg sover på en stor fin repos, og jeg har ikke nogen steder, hvor jeg kan gå ind og lukke min dør f.eks for at meditere og spille fløjte – ikke mindst! Det føles altså bare ikke rigtigt, når man har nået en alder af 53 år.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for jeg er virkelig blevet klar over, hvad der er vigtigt for mig, hvad jeg drømmer om af bopæl, hvad jeg har brug for, for at skabe det liv, som jeg drømmer om.

Nu er mine børn blevet så store, så jeg kan begynde at tænke på, hvilken by jeg har lyst til at bo i, hvordan min bolig skal være (et værelse til hver, og så kunne jeg virkelig godt tænke mig et anneks, hvor jeg kan lave behandlinger, små gruppeforløb omkring sorg og kvindeaftener med forskellige oplægsholdere) og så ved jeg nu helt ind i maven, at der skal være smuk natur og ro omkring mig, men gerne både lidt by og land. Tror du det vil lykkes for? Selvfølgelig vil det det :-).

Pas godt på dig selv, og HUSK at finde plads, tid og ro til DIG.

Vil du give mig 5 sek af din tid til at hjælpe med en anden drøm? Det koster ikke andet end et klik på tommelfingeren under min tekst inde på denne side https://seimei.eu/wish/50-000/. På forhånd 1000 tak!!!!!

Modtag en smuk og hjerteåbnende lydfil i din indbakke, som hjælper dig til mindre stress, giver glæde, energi og kærlighed, ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev her: https://sjaelens-tone.us1.list-manage.com/subscribe?u=7f9e4b65fac1550bf899e51e6&id=6c91d84e20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *