Hvad nu hvis???

Hvad nu hvis musikken havde været der? Havde det så været lidt nemmere at være i? Ville vi så ikke have fået en smuk, værdig og nærværende afsked? Lad os gå 18 år tilbage til d. 17 december 2002, og sætte en helt anden scene.

Min datter Emily og jeg er blevet kørt i fuld fart med ambulancen til det største sygehus på Tenerife. Hun har meningitis, og fik pludselig hjertestop i løbet af natten på et andet sygehus, men er blevet genoplivet. Hun ligger nu i koma, og imens de tilkobler hende en hel masser slanger og en respirator, står jeg HELT ALENE på en lang hvid gang (min mand og store datter på godt 3 år sover hjemme på hotellet, da vi regner med, at alt går som det skal, og Emily er på vej til at blive rask). På den ene side af gangen befinder sig intensivafdelingen, og på den anden side ligger alle de nyfødte babyer.

Der står jeg fuld af angst, sorg og en ubeskrivelig ensomhed, da der pludselig lyder musik i det fjerne. Langsomt nærmer der sig, lad os sige en fløjtenist, som spiller de smukkeste beroligende toner. Hun spørger, om jeg har lyst til at sidde i et lille rum for mig selv, mens jeg venter på at komme ind til min datter, og lytte til lidt sjælsmusik? Jeg takker ja, selv om jeg egentlig ikke har lyst til at gå alt for langt væk fra Emily, men vi finder et lokale tæt på, hvor jeg kan sidde ned og lytte til musikken. Jeg har svært ved at give slip på al den angst og kaos, som er i mit hoved, men lige så langsomt svøber tonerne sig omkring mig, som en kærlig omfavnelse, og jeg falder lidt til ro, mens tårerne løber ned af kinderne. Jeg er ikke fuldstændig alene i disse minutter, jeg er forbundet med musikken og via den med min døende datter.

Rummet jeg sidder i, får vi efterfølgende som familie lov til at opholde os i, når vi ikke er inde hos Emily. Vi befinder os jo på Tenerife, så min mand og jeg kan ikke bare sidde inde på stuen hele tiden, da vores store pige ikke må komme der ind. Heldigvis er personalet meget søde, og tager sig rigtig godt af os, så vi ikke føler os helt alene på dette fremmede sted.

Da der efter endnu et døgn ikke er mere at gøre, og Emily officielt bliver erklæret hjernedød, bliver vi alle 3 bedt om at komme ind på stuen, så vi kan tage afsked, når de slukker for respiratoren. Jeg får lov til at sidde med min elskede baby i armene, mens jeg, min mand og datter kysser, aer og krammer hende farvel. Ovre i det ene hjørne står fløjtenisten og spiller sine healende intuitive toner, mens Emilys sjæl går over til den anden verden. Sorgen buldrer i mit hjerte, og den er slet, slet ikke til at bære. Alligevel mærker jeg musikken trænge ind, og beroliger min krop og min sjæl. Den løsner op for alle tårerne, som slet ikke kan komme ud i al den smerte. Jeg falder langsomt til ro, hjertekramperne slipper sit tag, og jeg kan være med og i sorgen. Roen og freden sænker sig på stuen. Det er starten på den sorgproces, jeg skal gennemgå de næste mange år. Musikken gør ikke, at sorgen forsvinder, men jeg har fået den første forløsning, så jeg kan tage hjem til Danmark uden at være fuldstændig som en zombi, lukket ned og forstenet i min sorg – uden tårer, men som en mor i dyb, dyb sorg og fortvivlelse.

DET ville have været en smuk og værdig afsked med nærvær og omsorg.

Vil du læse, hvordan det virkelig foregik, så har jeg skrevet bogen “Toner fra sjælen”. Den findes som både fysisk bog og e-bog: https://xn--sjlens-tone-b9a.dk/product/toner-fra-sjaelen/

Modtag en smuk og hjerteåbnende lydfil i din indbakke, som hjælper dig til mindre stress, giver glæde, energi og kærlighed, ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev her: https://sjaelens-tone.us1.list-manage.com/subscribe?u=7f9e4b65fac1550bf899e51e6&id=6c91d84e20

5 tanker om “Hvad nu hvis???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *