Jeg har mistet mit barn.

Jeg har mistet mit barn, og der gik flere år, før jeg fik sagt ordentlig farvel.

D. 15/10 er det international mindedag for spædbarnsdød, og her får du min historie og mit minde om min elskede datter Emily.

FRA GLÆDE TIL SMERTE

Du var en vidunderlig pige. Mild, glad og smilende. Set i bakspejlet så har du nok altid vidst, hvad der skulle ske, men det gjorde jeg ikke. Du var en rigtig tryghedsnarkoman, så ulig din storesøster og din lillebror, som kom til efter dig. Du ville ikke ligge i din lille vugge om natten, men i vores seng, og det var jeg bare ikke god til. Jeg kunne simpelthen ikke sove med alt det moslen rundt, så vi kæmpede en kamp med dig, for at få dig til at blive i din egen seng, og den sidste måned kaldte du på mig hver eneste time om natten. Uanset hvilken løsning vi valgte, så fik jeg ikke sovet, men i dag kan jeg da godt fortryde, at du ikke bare fik lov til at ligge i smørhullet.

Din far og jeg holdt af at rejse sydpå om vinteren, og det gjorde vi også denne vinter, inden jeg skulle starte på arbejde efter endt barsel.

Måske skulle vi være blevet hjemme! I årene efter kunne jeg ikke lade være med at tænke, at der havde været flere tegn på dette. Flyveren var forsinket, din far havde glemt sit kørekort, og vi havde glemt din sele til barnevognen, så du var hele tiden på vej ud af den.

Den dag du blev syg og kastede op hver halve time, blev det, det værste uvejr på øen i over 50 år. Himmel og jord stod i et. Asfaltvejene blev fuldstændigt ødelagt af de store mængder regn, og du kastede op og kastede op. Vagtlægen kom og du fik noget febernedsættende medicin, men det kunne du heller ikke holde i dig.

Da jeg vågnede om natten og kiggede ned til dig i barnevognen, fik jeg et chok. Du lå bare og stirrede lige op i luften uden en lyd. Jeg troede næsten, du var død, uden at den tanke dog fik lov til at komme frem. Vi ringede efter ambulancen, og vi to blev indlagt på et lille turistsygehus Et håbløst utjekket sted hvor lægen, mens han talte til mig, som var helt ude af den, stod og kiggede ned ad sin åbenstående kittel på sit behårede bryst. De forsøgte at lægge et drop på dig, men jeg måtte resten af natten ligge i din seng og holde det på plads. Hele næste dag prøvede de at tage en blodprøve uden held, og til sidst måtte jeg råbe, at nu skulle de simpelthen finde ud af, hvad der var galt, for enhver kunne da se, at du var meget syg.

Pip pip sagde lægen, måske er det meningitis, I må hellere komme til et andet sygehus. Og så gik det over stok og sten til hovedbyen. Det var den mest surrealistiske tur. Ambulancen høvlede afsted med 150 km/t med mig på forsædet, dig bagi sammen med en sygeplejerske, og far og Julia i en lejet bil lige i hælene med samme hastighed og uden kørekort. Jeg både græd og var helt stivnet, mens jeg kiggede ud på det vidunderlige solskinsvejr og det smukkeste turkisblå hav der fór forbi.

Vi ankom til en kæmpe skadestue, hvor vi ventede og ventede, og der skete INGENTING. Her ved jeg, du ville være reddet, hvis de havde givet dig antibiotika med det samme, for du var utroligt stærk. Du var faktisk begyndt at spise en smule igen, du var vågen og du brokkede dig. ENDELIG tog de en rygmarvsprøve – efter 6 timers venten – og ja du havde meningitis, så vi blev indlagt. Dvs dernede er det ikke for forældrene, men der sagde jeg bare stop. JEG BLIVER HER! Alt gik godt. Du sov, og vi havde fået kontakt med en dansk læge på Glostrup sygehus, som sagde det gik som det skulle. Efter Julia og jeg havde stået og kigget på et fantastisk fyrværkeri uden for vinduerne, kørte far og din storesøster tilbage til hotellet for at sove. Alt åndede fred og ro. Pludseligt, tidligt om morgenen, blev jeg vækket ved, at en sygeplejerske stod og flåede alle dine slanger ud, tog din seng og ræsede hen ad gangen med mig i hælene. Du havde fået hjertestop.

Så måtte vi afsted til et endnu større sygehus, hvor du lå i koma på intensivafdelingen. Mens de i timevis moslede med dig, stod jeg helt alene på en lang hvid gang, hvor der var nyfødte på den ene side og intensiv med meget alvorligt syge på den anden side. Ingen snakkede til mig, og aldrig har jeg følt mig så ensom i hele mit liv. Endeligt fandt far og Julia sygehuset, og så var vi i det mindste 3. I Danmark bliver der taget hånd om de pårørende, man bliver ligesom guidet i alt det svære, og man sidder sammen med den syge, men her var der ingen hjælp til os. Vi skulle have hvide dragter på for at være inde hos dig, og da Julia var for lille til at komme med, måtte vi gå ind på skift. Ind i mellem skulle din storesøster også lige have en tur ned på gaden, så hun kunne løbe, og larme alt det hun ville.

Efter et døgn måtte de fortælle, at der ikke var nogen chance for, at du kom tilbage til livet. Vi bad dem om at slukke for din respirator, men det var der stadig for meget hjerneaktivitet tilbage til, at de kunne gøre. Vi måtte vente. Det var uvist hvor længe. Vi besluttede os for at tage afsked med dig, så vi kunne komme hjem med den oprindelige flyver. Vi KUNNE ikke mere være helt alene om den forfærdelige sorg (selv om vi altid på en eller anden måde er alene om den), vi måtte hjem til familie og venner. Vi trængte til knus og kram, og til at fortælle historien igen og igen. Hvis jeg havde vidst alt det, jeg ved i dag, så ville jeg have siddet med dig i mine arme, mens der blev slukket for dit liv, men ingen spurgte og den tanke end ikke strejfede mig midt i min sorg. Jeg var fuldstændigt lammet. Derfor kørte vi tilbage til hotellet og pakkede. Kl 11.50 ringede de fra sygehuset og sagde, nu slukker vi respiratoren, nu holder hjertet op med at slå.

Nu holder hjertet op med at slå!

Der skulle gå mange år før jeg forstod og accepterede, at du havde været forbi, for at vise mig en ny vej at gå. TAK!

Med kærlige tanker til alle de forældre, søskende, bedsteforældre og pårørende, der har mistet et barn.

Fortællingen er fra min bog “Toner fra sjælen”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *