Om mig
Mit navn er Smillah Caroline Rosamunde Søgård
Musikken og jeg:
Musik har altid været en del af mit liv. Som 7-årig begyndte jeg at spille på klaver, men for at komme med på en uges musiklejrskole i sommerferien, fandt min mor og jeg ud af, at det ville være mere praktisk med en tværfløjte, som jeg selv kunne tage med. Den startede jeg på, da jeg var 11 år, og allerede som 12-årig vidste jeg, at jeg ville være professionel fløjtenist. I 1985 blev min store drøm opfyldt, da jeg blev optaget på Det jyske Musikkonservatorium i Århus, og i 1987 fik jeg min første freelanceopgave som 2. fløjtenist i Randers Kammerorkester. Jeg afsluttede med diplomeksamen i 1992, og derefter underviste jeg på Herning og Holstebro Musikskole i mere end 16 år, samtidig med jeg var assistent i de jyske professionelle symfoniorkestre. Jeg har spillet alt fra store symfonikoncerter til opera, musicals og kammermusik. I dag bruger jeg mest fløjten til gudstjenester, begravelser/bisættelser og ikke mindst som et terapeutisk instrument.
Musik er og bliver mit liv.
Spiritualiteten og jeg:
Min interesse for den spirituelle verden, og alt det vi ikke kan se, men mærker i vores sjæl, startede da jeg i 2002 mistede min datter Emily. Ikke fordi jeg ville have kontakt til hende, men det gik langsomt op for mig, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare og se med det blotte øje. Jeg læste en masse bøger, tog på udviklende kurser for at få kontakt med min sjæl, blev uddannet Energy Flow Healer og certificeret Angel Card Reader, i 2022 tog jeg Den spirituelle Lederuddannelse hos Rikke Hertz og året efter Den Spirituelle MasterClass, som er en overbygning til lederuddannelsen med kompetencer i bl.a.dyb meditation, kanalisering, skarp intuition og spirituelle løsninger.
Alle disse år har været en spændende, udfordrende, lærerig og udviklende rejse frem mod det menneske jeg er i dag – og rejsen er absolut ikke slut!
De kompetencer jeg har fra musikkens verden og den spirituelle verden har jeg slået sammen til Sjælens tone, hvor jeg laver det, jeg brænder allermest for, nemlig at hjælpe mennesker med at forløse smerter, sorg, stress, transformation af energi, sjælskontakt, nye indsigter m.m. ved hjælp af min intuitive musik, healing og spirituelle coaching.
“Kun fra hjertet kan du røre ved himlen” Rumi