De sidste 4 uger har jeg arbejdet som musik – og livsglædemedarbejder på et plejecenter. Et helt fantastisk givende job, hvor jeg virkelig kunne se, hvad musik og sang kan gøre for mennesker med en demenssygdom.
“De sidste år er der blevet forsket en del i hvilken effekt musik har på demente patienter, og hvordan den kan hjælpe dem til at få en bedre og mindre urolig hverdag. De demente trækker sig, efterhånden som symptomerne forværres og hukommelsen svigter, mere og mere ind i sig selv og isolerer sig. Eller de rammes af angst og bliver urolige. 91,7% har symptomer på irritabilitet, agitation, uhæmmet adfærd og depression. Her kan musikken hjælpe med at få dem ud af isolationen eller dæmpe angsten, ved at stimulere deres sanser og give dem en følelse af socialt samvær. Musikken kan simpelthen være med til at formidle en tryghed.
Især levende musik giver en markant positiv adfærdsændring og stimulerer kommunikation og aktiv deltagelse. Undersøgelser viser at fællessang mindsker depression, og musikterapi i grupper øger kognitive færdigheder, mindsker angst og bevarer sproglige færdigheder. Kilde: bl.a. musikterapeut Svend Eeg”
Det som jeg oplevede var:
En tidligere docent fra musikkonservatoriet på demensafsnittet (fra min tid som studerende) vågnede i den grad op, så snart jeg spurgte, om vi skulle spille/synge sammen. “Erik” kunne huske mig fra den gang, og hver dag spillede vi i fællesrummet (ham på klaver) til stor glæde for de andre beboere. Det var MEGET rørende at se og ikke mindst høre, hvordan tonerne bare flød ud af ham, som om han slet ikke var syg, og vi havde en samhørighed og en nonverbal kommunikation omkring sammenspillet, som jeg ikke altid har med mine kollegaer. De andre beboere sang mere og mere med, for hver dag der gik, på alle de gamle sange.
“Bente” som er meget urolig, ikke taler i hele sætninger og ofte skælder ud, bander og råber/skriger, sad helt stille i de ca. 30 min vi spillede, og en dag kørte hun hen til mig i sin kørestol bagefter og sagde: “Du spiller så pænt og rent”. Til frokosten var hun også helt stille og spiste sin mad uden skæld ud og høj snak. Det var dog vigtigt at en af personalet sad sammen med hende og med en beroligende hånd på armen under “koncerten”.
“Svend” som ikke ville synge med og altid sagde han ikke kunne synge, (det skal siges, at det var også helt ved siden af, når han selv gik i gang), sang efterhånden med på “Jeg ved en lærkerede”, og en dag sad han og jeg inde på hans stue, hvor jeg fik ham til at synge med på 3 sange, mens han fulgte med i sangbogen. Helt rent og uden slinger i valsen.
Det var bare nogle af de dejlige oplevelser, jeg havde.
Det var helt overvældende at se, hvorledes fløjtens toner og fællessangen skabte en livsglæde og livskvalitet samtidig med det havde en terapeutisk indvirken på de demensramte. I 4 uger fik jeg de skønneste grin sammen beboerne og oplevede at beboere, som ellers ikke kunne huske, hvad der skete i går, genkendte mig, når jeg mødte ind om morgenen, og spurgte om jeg snart skulle spille fløjte.
Af hjertet tak til både beboere, personale og ledere for at tage så godt i mod mig, min fløjte, min sang og høje latter. Jeg har fået mindst lige så meget med hjem, som jeg gav ud!!